Hvornår er man ”dårlig nok” til plejehjem?

Camillas far, som er 65 år, har fået en demensdiagnose for 4 år siden.

Han har store hukommelsesvanskeligheder, men fysisk er han i god form. Faren er mest udfordret på sin empati og kan også have svært ved at genkende mennesker. Han er stadig god til tal og logik.

Farens arbejdsliv har været præget af succes og stor karriere, og han har det ikke nemt ved at acceptere sin tilstand og er god til at agere udadtil, som om, han intet fejler. Men det gør han. Der opstår ofte konflikter med Camillas mor, som han konstant bebrejder og udviser mistillid til.

Camillas bror har overtaget farens tidligere virksomhed, og det er også problematisk, at faren blander sig i arbejdet, bl.a. ved at gentage spørgsmål, hvilket heller ikke er godt for forretningen.

Camilla skriver, at hun tror, at faren er deprimeret og måske har været det længe - nok fordi han ikke har været vant til at være svag. Camillas bror mener, at faren skal blive boende hjemme længst muligt og håber at kunne foranstalte den hjælp, han vil få brug for. Det vil involvere, at faren flytter sammen med moren et andet sted.

Camilla er i tvivl, om faren er for dårlig til at kunne blive boende hjemme, og hun er også bekymret for, om moren kommer til at blive slidt ned, bl.a. fordi der er opstået en del hårdt arbejde for moren i kølvandet på farens demens og splid imellem dem.

Samtidig er Camilla i tvivl, om faren er ”dårlig nok” til at bo på et plejehjem. Hun skriver også, at det er fuldstændig urealistisk at tale med faren om at flytte på plejehjem. Camilla spørger derfor, hvordan man kan vide, hvornår hendes far bør flytte på demenshjem? Det vil også være vanskeligt at få faren til at afgive samtykke, så hvad gør man så?

Camilla vil gerne være på forkant af udviklingen af farens demens og vil gerne have råd til, hvordan familien bedst tackler situationen.
Kære Camilla

Tak, fordi du skriver til os. Jeg kan godt sætte mig ind i den situation, I befinder jer i. Mange af de problemer, I som familie oplever, er lig de problemer rigtige mange oplever, når en af deres nærmeste får demens. Perioden fra personen bliver diagnosticeret, og til personen har brug for at komme på plejehjem, er vel nok den sværeste for både personen selv og familien.

Din far oplever nederlag på nederlag i hverdagen, og det føles meget utrygt og usundt på ham og på hele hans system. Det gør, at han ikke er i ro med sig selv og derfor heller ikke med sine omgivelser. Han har nogle nye behov i hverdagen, som han måske ikke helt er klar over eller har lyst til at udtrykke for jer. Han føler det måske også svært at skulle være afhængig af din mors hjælp. Han er jo ikke en mand, der tidligere har haft behov for hjælp i så mange sammenhænge, lyder det til. Det gør det kun vanskeligere.

Jeg kan godt forstå, at din bror gerne vil have, at din far bliver boende ”hjemme” sammen med jeres mor, så lang tid som muligt. Det ønsker alle for deres forældre, og det ønsker jeres far helt sikkert også selv. I er nok alle enige i, at det ville være ønskeligt. Men spørgsmålet er, som du også skriver, om det er realistisk, og hvordan man kan vide det.

Din far har været diagnosticeret i fire år og har garanteret også haft symptomer på demens i et par år forinden – måske længere – hvor han har skjult sine begyndende tab af hukommelse og overblik. Man skal som udgangspunkt tænke, at personen, som har demens, har et større behov for hjælp, end det lige umiddelbart lader til, så det er så rigtigt set af dig, at man nok skal komme fremtiden lidt i forkøbet. Når jeg læser om dine forældres relation, og det at den har ændret sig til at være konfliktfyldt, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på din mor. Jeg tror ikke, det kommer til at gå meget længere, uden at din far får en del mere hjælp, og din mor har også brug for at blive aflastet for sine mange praktiske opgaver – og det kan også være, hun har brug for at blive lettet for moralske overvejelser og måske endda skamfølelse over ikke at kunne magte at imødekomme din far. Det har hun jo kunnet igennem livet.

Jeg tror også, at din far har brug for at få overblik over sin situation. Han skal nok have hjælp til at få skabt en hverdag, der er struktureret med både gamle og nye ting, han kan lide at foretage sig og som vil gøre ham glad. Oplevelser og begivenheder hvor han bl.a. bruger sin krop en del. Måske vil det også være godt med et hvil i løbet af dagen, som kan give ham mere overskud i de vågne timer. Han vil ikke være glad for at føle sig sygeliggjort, så det skal nok præsenteres for ham som en opgave, han er nødt til at tage ansvar for – ikke kun for sin egen men også for familiens skyld.

Alt efter, hvad I kan skaffe af kontinuerlig, professionel hjælp, vil jeg råde jer til, at I kigger lige så alvorligt på, i hvor høj grad jeres mor føler, hun har et godt liv, som når I ser på, hvordan jeres far har det. Altså på en måde sidestiller dem i deres behov for livskvalitet. Det kan være en meget god metode til at vurdere, hvorvidt jeres far skal flytte på plejehjem. Hvis jeres mor ikke har det godt og føler overskud, er situationen egentlig dårlig for dem begge, kan man sige. Jeg synes også, man skal have med i tankerne, at det er en stor forandring for jeres forældre at skulle flytte til et andet sted. Hvis det resulterer i mere forvirring for jeres far og dermed øger konfliktniveauet imellem dem, vil det måske føles lidt håbløst for jer alle at have taget det store skridt, uden det har gjort tingene meget bedre. Jeg hælder måske mest til, at jeres forældre bør blive boende, hvor de bor nu. Man skal selvfølgelig passe meget på med at komme med sådan en vurdering, når man ikke kender helt til forholdene, men det er også mest ud fra en betragtning om, at jeres fars demens kan skride frem, og i nogle perioder kan det gå hurtigere end andre. Demens har det med at udvikle sig lidt i etaper, når man ser på, hvilke dagligdagsfunktioner, sygdommen går ud over. Derfor kan der komme et uforudset tab af færdigheder, som vil indvirke yderligheder på hans psyke.

Med hensyn til værgemål tager det op til et halvt år at få lavet. Det kan godt være, at din far ikke helt er der endnu, hvor man kan lave sådan et, men I bør begynde at kigge på, hvad der skal til. Det er helt umuligt at flytte en person på plejehjem, som ikke ønsker det, med mindre I har et værgemål. Det bedste vil selvfølgelig være, hvis I kan blive enige med ham. Det er langt det bedste ja – men det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort – det ved jeg godt.

Jeg håber det bedste for jeres familie, og at I på sigt finder en løsning, som kan give jer lidt ro.

Kærlig hilsen May
  Tilmeld nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Kære gæst! Her kan du skrive dig op til vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder fra Dagmarsminde!

*Ved at anvende denne formular og skrive dig op til vores nyhedsbrev, accepterer du at vi modtager og anvender din data til brug for nyhedsbrev.
×